De døde sjæles landsbyer

Vi har hørt om dem tidligere, „De døde sjæles landsbyer“, som blev opført og brugt i en periode, hvor den tidlige bondekultur var inde i en voldsom ekspansion. Disse store og mærkelige anlæg indgik i stenalderbøndernes rituelle liv i en tid, hvor man boede spredt ud over det skovklædte landskab på små bopladser, der kun rummede et enkelt eller måske et par hushold. Men formentlig var samlingspladserne en slags overordnede centre for slægtsgrupperne i de enkelte bygder. At opføre dem krævede et samarbejde mellem de mange små bopladser. Og ved de rituelle handlinger, man udførte på samlingspladserne, fastholdt man formentlig bevidstheden om, at man var en samlet æt eller klan med fælles forfædre.

Men De døde sjæles landsbyer var også et udtryk for alt det uforklarlige i tilværelsen. Når man kom til dem, mødte man en verden hinsides denne, hvor forfædrenes ånder var nærværende, og hvor det var muligt at formidle forbindelsen mellem liv og død.

Lad os da endnu en gang vende tilbage til den stenalderbygd, som lå i området omkring Helnæs Bugt på Sydvestfyn. Her lå bøndernes bopladser tæt på de lette, sandede jorder. Og midt i dette landskab, på et sted som var let at finde frem til for egnens befolkning, lå den samlingsplads, som ved særlige lejligheder blev til midtpunktet i bygdens liv.¹¹⁸

Den lå på et sandet næs midt i det ellers ret flade landskab. Næsset var mod sydøst og vest afgrænset af 6-7 m høje skrænter ned mod de to vandløb: Hårby Å og Møllebækken. Ved sydspidsen af næsset forenedes de to vandløb for derefter fem km længere fremme at løbe ud i Helnæs bugt. Det bagved liggende landskab, hvor urskoven endnu stod tæt, var et bakkeland, som rejste sig indtil 40 m over havets overflade.

I tiden omkring 3400 f.Kr.¹¹⁹ byggede bønderne deres første samlingsplads på næsset ved Sarup. Den var et imponerende bygningsværk, som bestod af en palisade, der afgrænsede et aflangt, ovalt område på 8,5 ha af næsset. Foran palisaden, dvs. på den side, der lå uden for det indhegnede areal, byggede man indhegninger, og foran dem igen et system af to parallelle rækker af aflange grøfter.

Palisaden, der således adskilte indhegningerne og grøfterne fra det indre af anlægget, var sat i en grøft, der var mellem 40 og 130 cm bred. Den var en halv til en hel meter dyb og stod med lodrette sider og flad bund over en strækning på 572 meter. Det havde været et stort arbejde at grave grøften. Mellem 300 og 400 kubikmeter jord måtte graves op, for at man kunne sætte de egestolper, som palisaden bestod af. Men det var kun begyndelsen til det endnu større arbejde: at bygge palisaden, som skulle markere grænsen mellem de levendes og de dødes verden.

Palisaden bestod af kløvede egestammer med en diameter på omkring 40 cm. Med flintøkser behuggede man undersiden af stammerne, så de blev helt plane, og man satte stammerne tæt sammen som et sammenhængende hegn. De skulle markere en klar grænse mellem den store, indre plads og de udenfor liggende hegn og grøfter. Imponerende har det set ud, for stammernes højde over jordoverfladen var mellem 2 og 3 meter. Kun et enkelt sted i det lange hegn var der en indgang. Den var kun 1,6 m bred og placeret nogenlunde midt i palisaden. Gennem den kunne man se ind til De døde sjæles landsby. Ca. 3 m foran indgangen var den afskærmet af et 6,5 m langt hegn, og selve adgangen til porten foregik ad en 2-3,5 m bred sti, som var skærmet af hegn på begge sider.

At hugge de mange stammer, som udgjorde palisaden, var et kolossalt arbejde. Henved 1300 egestammer, hver med en diameter på ca. 40 cm, skulle man hente derude i skovene, tildanne dem og transportere dem til byggepladsen. Man tager næppe meget fejl, når man regner med, at hver stamme har krævet én mands arbejde i mindst tre dage, dvs. at der gik ca. 4000 manddage blot til at skaffe det fornødne tømmer til den mægtige palisade.

Men det var kun begyndelsen. Uden for palisaden begyndte man nu at opføre et antal indhegninger og andre hegn, der ligeledes var indrammet af svært tømmer. Indhegningerne kunne være kvadratiske eller rektangulære, deres hegn blev ligesom palisaden sat i grøfter, der dog ikke var helt så dybe, for indhegningernes stolper ragede kun 1-172 m over jorden, man har kunnet kigge ind over dem. Nogle steder brugte man runde stammer, andre steder kløvede planker. Tømmerforbruget var meget stort. I alt brugte man til at bygge indhegningerne henved 1200 kløvede stolper med en længde på ca. 1,5 m og en diameter på 30-40 cm. Hertil kom så forbruget af træ til de andre hegn, som blev bygget uden for palisaden, f.eks i forbindelse med indgangen. Her var tømmerforbruget lige så stort og krævede også henved 1200 stolper af 1,5 m's længde.

Det første man så, når man fra landsiden nærmede sig det store anlæg, var et vældigt system af nedgravninger. De lå i to parallelle rækker langs med hele palisaden og de indhegninger, der knyttede sig til den. Overfladisk set kunne man tage dem for at være en slags voldgrave, der skulle beskytte det indhegnede anlæg. Det var nu ikke meningen med dem. For nedgravningerne udgjorde ikke et ubrudt forløb langs palisadens yderside, men var adskilte af jordbroer af meget forskellige dimensioner. Jordbroerne kunne være op til 13 m brede, men var dog almindeligvis kun omkring 5 m brede. De muliggjorde færdslen mellem de mange nedgravninger og ledte frem til indhegningerne ved palisaden.

De to rækker af nedgravninger kalder man i mangel af bedre betegnelse for systemgrave. Den indre række havde et zigzag-formet forløb mellem og foran indhegningerne, mens den ydre række forløb mere sammenhængende. I den nordlige del af pladsen var systemgravene mere end 100 m, lange. Det var dog kun de færreste, der var så lange. I gennemsnit var deres længde 15 m og bredden 4 m. Deres dybde var normalt omkring 1 m, men kunne også nå op til 2 m.

Hvad der var formålet med de i alt 43 systemgrave, som anlægget bestod af, er ikke ganske klart. Men de har spillet en væsentlig rolle i de kultiske aktiviteter, som omegnens beboere udførte på samlingspladsen. Man kunne nemlig ved den arkæologiske udgravning se, at systemgravene havde været fyldt op med jord og gravet op igen, sommetider flere gange. I deres skrå vægge kunne man undertiden se sporene efter de graveredskaber, stenalderbønderne havde anvendt. Det så ud til at have været træspader, hvis blad havde en bredde på omkring 10 cm.

På bunden af systemgravene foretog man alle mulige rituelle handlinger. Herom vidner talrige spor efter stenlægninger, trækulsflager og koncentrationer af særligt udvalgte oldsager. I stenlægningerne lå der dyreknogler og skår af lerkar, som må være blevet knust på stedet. Det var gerne store og rigt mønstrede lerkar, som ikke blev brugt i den daglige husholdning, men som var fremstillet til særlige kultiske formål. Trækulsflagerne viste, at der også var foregået afbrændinger nede i gravene. I nogle tilfælde kunne man se, at ilden var blevet slukket ved, at man havde kastet sand på den. Her og der lå der små dynger af flintredskaber og lerkarskår. Nogle steder kunne man se, at redskaberne var sorteret og udvalgt, således at man f.eks. kunne finde samlinger af flintskrabere, som udelukkende havde været brugt til træarbejde. Enkelte steder fandt man også menneskeknogler. Et sted lå f.eks. underkæben af en voksen person på 25-30 år og hele tandsættet af et 8-10 årigt barn samt spor af kraniet.

Efter udførelsen af ritualerne kastede man systemgraven til igen og forlod den. Men man kom tilbage, måske et år eller flere derefter, genåbnede nedgravningen, foretog nye ritualer, tildækkede dem osv. Hvor længe man blev ved dermed, ved vi ikke. Men man kan se, at efter en årrække, formentlig efter en 30-40 år, var anlægget ikke længere i brug. Palisaden var ved at rådne og dens stolper i færd med at vælte. Det har været en uhyggelig oplevelse at komme frem til det overgroede, forfaldne anlæg derude på næsset, hvor alene forfædrenes ånder holdt til.

Det var en kolossal arbejdsindsats, der skulle til for at bygge det store samlingsanlæg. Vi har allerede hørt, hvor meget arbejde, det tog at bygge palisaden og indhegningerne. Man har regnet ud, at der samlet må være gået 12.000 arbejdsdage eller 100.000 timers arbejde til opførelsen af hele anlægget. Hvis hele arbejdet blev udført på én sæson, betød det, at henved 170 mand må have arbejdet med det i tre måneder. Det siger igen, at det må have været hele bygden, der stod sammen om at opføre det hellige anlæg, alle arbejdsføre mænd skulle af hus for at gennemføre det store projekt.

Men nu til den store åbne plads, som palisaden, indhegningerne og systemgravene afgrænsede. Hvad foregik der på den? Den dækkede hele det langovale næs, der mod syd og vest var afgrænset af skrænter og vandløb. 85.000 m² stor var den, tusinder af mennesker har kunnet opholde sig på den, men gjorde det næppe. Den eneste indgang til pladsen var i øvrigt den 1,6 m brede åbning i den mere end mandshøje palisade.

Spredt ud over den store flade var der enkelte spor efter, at mennesker havde opholdt sig her. Der var nedgravede affaldsgruber, nedgravninger efter stolper, og der var endelig gruber med enten hele lerkar eller hele flintøkser. De var spor efter de ritualer, som menneskene havde udført her. En offergrube indeholdt bl.a. et stort lerkar med tragtformet hals, og inden i det var der yderligere to lerkar med fin dekoration og en mængde forkullet korn, næsten udelukkende emmerhvede. Tætved var der en anden offergrube med et dekoreret lerkar med øskener, som var fyldt med korn og lerkarskår. De to gruber må være nedgravet på samme tid, for der var lerkarskår i dem, som stammede fra ét og samme kar. Det var helt tydeligt udsøgte sager, som ikke var i brug i almindelige husholdninger, men som var fremstillet til at blive brugt i forfædrekulten. Derimod fandtes der ingen spor efter almindelig bosættelse i form af husrester eller bopladslag, der var samtidige med palisaden, indhegningerne og systemgravene.

Det store og mærkelige anlæg var imidlertid kun i brug i en begrænset årrække, så lod man det forfalde. Men stedets hellige karakter blev ikke glemt, for 100-150 år efter den første brugstid kom man igen tilbage til næsset og byggede et nyt helligt anlæg. Denne gang havde det noget mere beskedne dimensioner, men alligevel må man regne med, at byggeriet af det nye anlæg krævede henved 2300 arbejdsdage, dvs. at ca. 50 mand har arbejdet på det i et par måneder.

Det nye anlæg lignede i hovedtrækkene det gamle. Også det var omgærdet af et palisadehegn, indhegninger og systemgrave afbrudt af jordbroer. Men dimensionerne var mindre og detaljerne anderledes. Det er, som var det andet anlæg en symbolsk udgave af det første. Kulstof 14-dateringer viser, at det må være opført omkring 3280 f.Kr.

Den lange, nye palisade afgrænsede nu kun en mindre del af næsset. Kun spidsen af det, en i alt 3,5 ha stor, vandret flade, var nu skærmet af ind imod baglandet. Palisaden bestod af flere parallelle rækker af stolper, der stod i et 2 m bredt bælte over en strækning af 159 m. Pælene var ikke så kraftige som i den første palisade, deres tværsnit var kun 15-20 cm, og de var kun gravet ca. 20 cm ned i undergrunden. Over jordoverfladen ragede de næppe mere end 1 m op, og de stod ikke tæt sammen. De har altså mere været en markering end en egentlig palisade.

Op til spærringens yderside var der en række mindre, rhombeformede indhegninger sat af lodret stillede stolper med et tværmål noget større end spærringens. De var i gennemsnit 30 cm i diameter, og deres indbyrdes afstand var omkring 1 m, der behøvede altså ikke at være særlige indgange i dem. Heller ikke disse stolper var meget mere end en meter høje. Hver af disse indhegninger indesluttede en systemgrav af samme karakter som i det første anlæg. Og uden for dem løb i en afstand af 16 m, parallelt med palisaden og indhegningerne, en lang række af lignende systemgrave. De var derimod ikke indhegnede. Mange af systemgravene havde været gravet op gentagne gange, ganske som det var tilfældet i det første anlæg. Imellem både de ydre og de indre systemgrave var der jordbroer, som i den indre række lå med ca. 6,5 meters mellemrum, mens de i den ydre række lå med 9,5 meters mellemrum. Systemgravene var imellem 40 og 130 cm dybe, i alt var der 30 af dem. Mange havde, som nævnt, været opgravet flere gange, og man kunne se, at opgravningerne oftest tog hensyn til det omgivende hegn.

Det flade indhegnede område yderst på næsset var også efter anlæggelsen af det andet anlæg blevet brugt til diverse kultiske aktiviteter. Der var en stor del nedgravede gruber, nogle af dem lå i klynger tæt inden for palisaden og på pladsens sydlige del. I alt 34 af gruberne kan på grund af deres indhold af flintøkser, et eller flere lerkar og en blanding af begge dele betragtes som offergruber. Nogle gruber havde lodrette sider og flad bund, de var muligvis en slags siloer til opbevaring af korn. På plateauets sydlige del lå også to halvmåneformede grøfter, henholdsvis 18 og 26 m lange. Ved den ene var der kraftige stolpespor, som formentlig, sammen med grøfterne, er indgået i en større konstruktion, hvis formål dog forblev ukendt.

Også det andet Sarup var kun i brug i en begrænset årrække.¹²⁰ Det synes i det hele taget at have haft de samme funktioner som det første Sarupanlæg, nemlig at være en rituel samlingsplads for de små bosættelser, der lå spredt ud over det omgivende landskab, og hvor man på samme tid var i fuld gang med opførelsen af de store dysser og jættestuerne. Da dette kæmpemæssige byggeri ophørte efter nogle generationer, mistede også det andet Sarup-anlæg sin oprindelige betydning. Sarup-næsset blev i stedet boplads for nye generationer af stenalderbønder,¹²¹ som holdt til der endnu nogle århundreder, således som vi allerede har hørt om det.

Sarup-anlægget var ikke det eneste i den sydvestfynske bygd. Ca. 1/2 km fra Sarup-pladsen, ved en lokalitet, der hedder Sarup Gamle Skole, fandt man endnu et anlæg, hvoraf dog kun en meget lille del blev udgravet. En øst-vest gående palisade af tætstillede, spejlkløvede stolper, op til 40 cm tykke, havde tilsyneladende afgrænset et lavtliggende næs på 5,5 ha. Dette næs havde på to sider været afgrænset af vådområder ned til Hårby Å-dal. På indersiden af palisaden var der et antal aflange systemgrave, som havde været genopgravet indtil flere gange. I en af disse systemgrave lå der en lille dysselignende stenkiste, ikke mere end 1/2 m lang og 40 cm høj.¹²² Denne mini-dysse indeholdt nogle få skår af et lerkar, og tæt ved den lå yderligere en del skår til et ornamenteret lerkar.¹²³ Det mærkelige lille anlæg er endnu et udtryk for den nære sammenhæng, der fandtes mellem gravene og samlingspladserne.

De forunderlige samlingspladser fra bondestenalderens første tid var helt ukendte indtil for en generation siden. I dag kender man over en snes af dem fra hele landet, ingen af dem er dog undersøgt i samme omfang som pladserne ved Sarup.¹²⁴ De er alle opført inden for perioden ca. 3400 til 3100 f.Kr.¹²⁵ dvs. i det store landnams tid og i den tid, hvor man overalt i landet byggede tusindvis af megalitgrave – og brugen af samlingspladserne ophører samtidig med byggeriet af disse iøjnefaldende grave.

Anlæggene ligger så at sige altid på naturlige højdedrag eller næs, dvs. på steder, som i bondestenalderen var meget synlige for egnens befolkning. Deres størrelse var meget varierende. Det mindste samlingsanlæg, vi kender, ligger ved Bjerggård øst for Horsens og er kun 1,6 ha stort.¹²⁶ De stør ste, som f.eks. Lokes Hede ved Hobro,¹²⁷ er formentlig mere end 20 ha store. Men det er endnu kun få af dem, der er undersøgt så grundigt, at man kender deres oprindelige størrelse.¹²⁸

Også anlæggenes form kan variere meget. De kan være aflange som f.eks. det første og største af anlæggene ved Sarup. De kan være trekantede, det var f.eks. det andet anlæg ved Sarup, og samme form havde anlæggene ved Hygind, Lønt og Trelleborg. Endelig kan de være afrundede som f.eks. anlæggene ved Store Brokhøj, Bjerggård og Toftum. De sidstnævnte synes at have været aflukket hele vejen rundt med systemgrave. Ved byggeriet synes man i stor udstrækning at have taget hensyn til stedets topografi, f.eks. inddrog man gerne naturlige skrænter i anlæggenes afgrænsning.

Det var især i systemgravene, at de mest omfattende ritualer på samlingspladserne fandt sted. Systemgravene kan optræde i en til fem rækker. Almindeligst er dog to rækker, der gerne er anlagt samtidig, om end det ikke altid er tilfældet.¹²⁹ Nedgravningerne kan være af meget vekslende størrelse, fra 3-4 meters længde op til 100 meter. Også dybden af nedgravningerne veksler meget, fra lidt over en snes centimeter til 2,5 meters dybde.

I bunden af systemgravene ligger der ofte tynde jordlag, der er føget eller vasket derned i den korte tid, nedgravningen stod åben. Nede i disse bundlag finder man sporene efter de rituelle handlinger, som stenaldermenneskene foretog her. Der kan ligge hele eller knuste lerkar, sommetider anbragt på lag af birkebark. Endvidere dynger af redskaber, dynger af dyreknogler og dele af menneskekranier. Der er også ofte spor efter afbrænding af bål, som er blevet slukket ved, at man har dækket dem med jord. Man finder også undertiden mørke fedtede lag af formuldet organisk materiale, hvis karakter man dog ikke kan bestemme. Alt sammen tyder det på omfattende rituel aktivitet, hvis spor dog hurtigt blev skjult, efter at man kastede nedgravningen til. Men herved blev det ikke. For efter nogle få år kunne man igen grave gruben op og foretage nye ritualer. Ja, det kunne ske op til flere gange. Det må have været magtpåliggende for stenaldermenneskene at grave i de gamle systemgrave. Ellers kunne man jo med samme indsats have gravet nye grave i den forholdsvis lette jord.

Palisader hører ikke altid til samlingspladserne. De kendes dog på i hvert fald fem pladser i Danmark.¹³⁰ Palisader fandtes også på den store plads Büdelsdorf syd for den dansk-tyske grænse.¹³¹ Ved ydersiden af den store palisade i Sarup blev der flere steder fundet spor efter lerkarofringer. Det leder tanken hen på ofringerne ved langhøjenes træfacader og ved megalitgravene og kan bestyrke tanken om, at de ritualer, man udførte på samlingspladserne, havde forbindelse til gravkulten, som vi senere skal høre om det.

De indhegninger, som i Sarup omgav nogle af systemgravene, er også kun fundet på enkelte andre pladser, f.eks. på det store og samtidige samlingsanlæg ved Büdelsdorf syd for grænsen.¹³² Tilsvarende indhegninger finder man imidlertid på en række pladser i det centraleuropæiske område.¹³³

Sådan tegner billedet sig af de store samlingsanlæg, som bondebefolkningen byggede over en ret kortvarig periode efter ca. 3400 f.Kr., samtidig med at de opførte de store megalitgrave. Alt sammen indgik det i den dyrkelse af forfædrene, som kulminerede på samme tid med de komplicerede ritualer, der blev udført både ved samlingsanlæggene og ved de store stengrave. En af tolkningerne af disse ritualer går ud på, at det var folk fra hele egnen omkring Sarup, der bragte deres døde til samlingsanlægget, hvor ligene blev anbragt i bunden af systemgravene. Først når forrådnelsen var afsluttet, blev knoglerne gravet op igen og bragt tilbage til de stendysser og jættestuer, der lå ude ved de spredte bopladser. Men samtidig havde samlingsanlæggene sikkert også en lang række andre funktioner, som vi kun kan danne os vage forestillinger om. De kan f.eks. tænkes at have spillet en rolle i den udveksling af varer og måske også mennesker, som til stadighed må være foregået i bondesamfundene. De døde sjæles landsbyer tilhørte ikke blot forfædrenes ånder, men også de levende.