Fortæret af ilden

Den nære samhørighed mellem de døde og de levende, som kom til udtryk på de store samlingspladser, kunne også få andre, om end ikke helt så storstilede udtryksformer. Det kunne man f.eks. se ved Tustrup på det nordvestlige Djursland. På en højtliggende flade, der skråner svagt mod nordvest og er gennemskåret af slugter, som fører ned i Hevring-ådal, var i tiden omkring 3200-3100 f.Kr. blevet opført to dysser og en jættestue.¹³⁴ Gravene lå på en ca. 100 m stor cirkelbue med et kulthus i centrum.

Centralt imellem de tre megalitgrave lå en ejendommelig bygning, hvis gavl var åben mod nordøst. Det hele så ud til at være en nøje planlagt helhed, der var centreret om den rektangulære bygning, kulthuset. Den dækkede et areal på 6 x 5 meter. Indvendig bestod langsidernes indervægge af kløvede træstammer, der var gravet ned i en halv meter dyb grøft. Endevæggen udgjordes af fire mandshøje stenblokke. Også langsiderne var bygget i en slags „megalitisk“ teknik. Op til plankevæggene stødte en tørmur af spaltede sten. Så fulgte en ca. 1 m bred pakning af mindre sten, og yderst var der en facade af ca. 1 m høje, flade stenblokke.

Den solide bygnings tag havde formentlig været dækket af rafter, hvorpå der var lagt et lag bark. Gulvet var ikke brolagt, men her fandt man ca. 28 knuste lerkar og lerskeer, der var anbragt i to grupper langs sidevæggene. Det var prægtigt dekorerede fodskåle, der var 10 af dem, hængekar og tragtbægre. Næsten alle karrene var fornemt dekorerede og af samme slags, som dem bondebefolkningen brugte ved deres offerritualer foran megalitgravene. Lerkar fra den samme tid blev i øvrigt fundet i alle de tre omgivende megalitgrave. Det var tydeligt, at huset efter at have været i brug var brændt ned. Derefter var det blevet dækket med et lag sten.

Det var udgravningen af huset ved Tustrup, der første gang gav arkæologerne kendskab til disse mærkelige kulthuse. Siden er der fundet lidt over en halv snes af dem, alle ligger de i det nordøstlige Jylland,¹³⁵ alle stammer de fra tiden omkring 3200 f.Kr. og nogle få hundrede år frem i tiden. Kulthusene er altså samtidige med stordysserne og jættestuerne.¹³⁶

Kulthusene bestod alle af et rektangulært rum med åbning i den ene gavl. Sommetider var de opdelt i et hovedrum og en art forhal. I nogle tilfælde var taget båret af to svære stolper midt for hver af gavlene. Ved de arkæologiske udgravninger ser man sporene efter tagstolperne enten i form af et fundament af sten, eller man ser dem som kraftige stolpehuller. De indre vægge i husene bestod ofte af lodrette planker, nedgravet i en fundamentgrøft. På ydersiden var væggene gerne støttet af hånd- til hovedstore sten, og i enkelte tilfælde var de afsluttet af svære, kantstillede sten. Det sidste var dog undtagelsen. Det vigtigste byggemateriale var tømmer, og her adskiller de senere fundne kulthuse sig fra det først fundne. Tustrup-huset står stadig alene med sit „megalitiske“ præg. Husenes størrelse varierede stærkt, de indvendige mål kunne være fra 9 x 6 meter til 1,7 x 1,5 meter. Nogen fast orientering i forhold til verdenshjørnerne var der ikke tale om.

Det synes at have været en fast del af de ritualer, der knyttede sig til husene, at de efter en brugsperiode blev revet ned eller brændt af. Fortæret af de knitrende flammer styrtede taget og de svære stolper ned. Efter ødelæggelsen blev husene forseglede med en stenlægning, og tomterne fik derefter lov til at ligge udsat for vind og vejr.

Gådefulde er de, disse kulthuse. Og hvert nyt fund rejser nye spørgsmål. Ved Ferslev nær Aalborg udgravede man f.eks. et af dem.¹³⁷ Det var rektangulært, 6 x 5 m stort, og stod med en åben gavl mod nordvest. Væggene bestod af enkeltstående stolper, som var nedgravet i en fundamentgrøft og støttet af stenpakninger. Langs væggenes ydersider var der rester af en stenlægning og en ydre afgrænsning i form af en række ca. en halv meter høje sten. Husets sydøstlige gavl bestod ikke som i Tustrup af store sten, men af fem stolper med samme indbyrdes afstand. Taget havde været båret af tre stolper, der stod i husets midterakse.

I det indre af huset var der en ca. 4 m lang og 1 m bred indramning sat af mindre sten. Inden for disse lå der trækul og brændt flint samt skårene af 7 lerkar. I området mellem indramningen og husets væg lå der to grupper lerkar. I alt 27 lerkar var der, flere af dem praktisk taget uskadte.¹³⁸ Ligesom i Tustrup lå der også megalitgrave i nærheden, man kunne påvise i hvert fald to af slagsen, de var dog begge ødelagte. Næsten alle Ferslev-husets stolper bar spor af brand. Efter at huset havde været i brug, havde man tilsyneladende sat ild til det og havde derefter forseglet tomten med en stenlægning.

I et andet kulthus ved Herrup i Ringkøbing amt kunne man følge den systematiske ødelæggelse lidt nøjere.¹³⁹ Her var huset kvadratisk og havde mod syd haft en art forhal. Væggene var sat af smalle træplanker, der var nedgravet i grøfter og støttet af sten. Taget blev båret af en svær ås, som hvilede på to stolper i gavlene. I det indre af huset stod, på gulvet, mindst 26 fornemt udsmykkede lerkar og to skeer. De fleste af karrene var samlet i to grupper op mod husets bagvæg.

Dette fornemme inventar var sammen med huset blevet systematisk ødelagt. Først var lerkarrene i den ene gruppe blevet knust og blandet sammen. Så havde man knust karrene i den anden gruppe, og til slut havde man sat ild til huset. Ilden syntes at være antændt i husets nordvestre hjørne, derpå satte man ild til taget. Efter branden jævnede man tomten med tilkørt fyld og forseglede derpå det hele med et lag sten.¹⁴⁰

Inden for et kun få kvadratkilometer stort område omkring dette kulthus har man fundet yderligere fire træbyggede kulthuse. De to af dem var dog helt uden fund, og i det tredje fandt man kun et enkelt lerkar.¹⁴¹ I det fjerde, som lå ved Trandum Skovby,¹⁴² fandt man rester af mindst 18 lerkar og 3 skeer, alt sammen fornemt dekoreret keramik, som forsætligt var blevet ødelagt.¹⁴³ I dette hus var der ikke spor af brand, men det var alligevel blevet revet ned, og hele tomten var blevet dækket af et kompakt lag sten.

Også de øvrige kendte kulthuse ligger i det nordlige Midtjylland. Et tømmerbygget hus ved Engedal i Viborg amt rummede knuste og brændte lerkar af høj kvalitet.¹⁴⁴ Også her var huset brændt og forseglet med sten efter ødelæggelsen. Huset indgik i en samling megalitgrave og et større antal stendyngegrave af den type, som vi senere skal omtale mere indgående. Afbrændt var også et hus ved Foulum i Viborg amt,¹⁴⁵ og det samme var et rektangulært hus med forhal, som blev fundet ved Tange i Viborg amt.¹⁴⁶ Her var resterne af de brændte vægstolper taget op og alle væggrøfter omhyggeligt dækket med stenlægninger. Som afslutning på ødelæggelsesværket var tomten blevet forseglet med en stenlægning.

Hvad var formålet med disse mærkelige bygninger? Grave var de ikke. Det synes de arkæologiske udgravninger at have godtgjort. Der er heller ikke fundet hverken våben, redskaber eller smykker i dem. Men husene havde heller ikke nogen forbindelse til de almindelige, dagligdags gøremål på bopladsen. Den keramik, som stenalderbønderne satte ind i husene, var tydeligvis ikke af profan karakter. Det var den samme slags kar, man brugte ved offerhandlingerne uden for megalitgravene og på de store samlingspladser. Vi finder heller ikke nogen forklaring, når vi søger forbilleder i bondekulturens ældre anlæg. Det skulle da lige være i den tidligste bondekulturs langhøje, hvor der også undertiden er små sakrale huse, som imidlertid hidtil har vist sig fundtomme.¹⁴⁷ Og de sakrale handlinger i forbindelse med langhøjene var åbenbart af en noget anden karakter end i kulthusene.

Ikke desto mindre er de nok udtryk for en eller anden rituel praksis i forbindelse med dødekulten, måske der er tale om en særlig nordjysk variant. Man har i den forbindelse foreslået, at kulthusene tjente som et midlertidigt opholdssted for den eller de døde, inden de blev lagt til hvile i de store stenbyggede grave. Og tanken synes ikke urimelig, bl.a. hvis man ser kulthusene i forbindelse med de „dødehuse“, som knytter sig til de nordjyske stendyngegrave, og som vi om lidt skal omtale nærmere. Men hvad der navnlig er vigtigt, i kulthusene har vi kunnet se, hvordan bondestenalderens mennesker fulgte et rituelt handlingsmønster, som de gentog om og om igen i en lang række forskellige sammenhænge. Dette handlingsmønster havde fire led: konstruktion, deponering, ødelæggelse og forsegling. Vi så det fulgt i forbindelse med gravlæggelserne i de store stengrave. Vi så det i forbindelse med ritualerne i de store samlingsanlæg – og nu også i forbindelse med byggeriet og den efterfølgende ødelæggelse af kulthusene. Det er et handlingsmønster, vi vil have i erindring, indtil vi kan tage et større udblik over de første bondesamfunds religiøse forestillingsverden.